Plastkort Plastkort

Plastkort

I dag har de fleste af os lommen fuld af plastkort - betalingskort, medlemskort, lånerkort, gavekort osv. Det har vi takket være en længere udviklingshistorie, der startede med lokale købmandsbutikker og fortsatte med en glemsom restaurantgæst, CIA og en dame med et strygejern

Allerede sidst i 1800-tallet havde smarte forretningsdrivende i større byer opfundet loyalitetskortet - dengang lavet af papir. Kortet gav rabat ved flere køb, og sikrede derved at kunden vendte tilbage til samme butik, i stedet for at handle hos en konkurrent. Metoden blev snart eftergjort af større virksomheder, f.eks. olieselskaber, der udstedte rabat- og endda kreditkort til deres benzinstationer.

Det første egentlige kreditkort, der kunne bruges i flere forretninger, hed "Charga-Plate" og var lavet af metal. Det blev først udstedt af en større amerikansk butikskæde i 1928. Kortet var forsynet med prægede bogstaver, så butikspersonalet kunne "afkode" det med karbonpapir. Disse kort blev brugt helt op i 1950'erne.

I 1946 kom så det første bankkort. Det var en bankmand fra New York, ved navn John Biggins, der fandt på at give sine kunder et kort, de kunne bruge som betaling i butikker, hvorefter butikken kunne kræve pengene af banken, som til sidst havde til opgave at hive det skyldige beløb ud af kunden. Disse kort var rent lokale betalingsmidler, som kun kunne bruges i nærområdet onkring den enkelte bankfilial. Og de var stadig ikke lavet af plastik.

Vi spoler frem til 1949: En amerikansk forretningsmand ved navn Frank McNamara var, som så ofte før, på restaurant. Men da han skulle betale for middagen, opdagede han, at han havde glemt sin tegnebog derhjemme. En ydmygende oplevelse, som han var meget opsat på at undgå i fremtiden.

McNamara blev opfinderen af verdens første generelle betalingskort, der blev kendt som "the Diners' Club Card". Det virkede i praksis som en eksklusiv klub, hvor medlemmerne var tilstrækkeligt pengestærke til at kunne hæfte for hinanden, og tilliden til det var så høj, at allerede et år efter at McNamara første gang betalte med det - i samme restaurant hvor fadæsen tidligere var foregået - havde klubben 42.000 amerikanske medlemmer, som alle var ihændehavere af et papkort. Man må formode at ingen af dem opbevarede kortet i tegnebogen, for så var vi da lige vidt.

Vi skal hen til 1959 før det første plastikkort dukkede op. Det var et American Express kort. Derefter gik det stærkt, og betalingskortene gik deres sejrsgang over hele USA, og snart også i Europa. Plastkortet blev gradvist standardiseret til de nuværende mål: 86 x 54 x 0,76 mm. Et praktisk format, der passede i de fleste tegnebøger. Senere blev plastkortene så udbredte, at tegnebøger nu bliver lavet for at passe til dem.

Men alt var ikke fryd og gammen, selv om de små hårdføre kort gik deres sejrsgang over hele verden. I starten af 1960'erne var der så mange brugere, at sikkerhed blev et problem. Det mærkede først den amerikanske sikkerhedstjeneste, CIA, der brugte plastkort som ID-kort til deres ansatte. CIA henvendte sig til IT-giganten IBM, og bad om at få en kodet magnetstribe fastgjort til kortene. Teknologien fandtes allerede, f.eks. som spolebånd til lydoptagelser, men ingen havde forsøgt at fastgøre det magnetiske bånd til et plastkort, og det viste sig at være mere besværligt end forventet. Båndet blev nemlig ved med at få rynker, der vanskeliggjorde kodning og læsning. Ifølge overleveringen var det en IBM-teknikers unavngivne kone, der fandt på at varme magnetstriben fast på kortet med et strygejern, hvilket løste det problem.

I 1969 blev magnetstriben amerikansk standard for betalingskort, og to år senere blev den international standard. I dag er magnetkortet dog stort set afløst af chipkort, hvad angår internationale betalingskort. Der er dog mange virksomheder, der stadig anvender magnetkort, fordi de er billige, både i anskaffelse og drift. CIA er muligvis ikke tilfreds med sikkerheden længere, men til f.eks. gavekort er magnetstriben stadig et hit, og rigeligt sikker.

Vi forlader nu betalingssystemer og ser på andre anvendelser af plastkortet. I takt med at efterspørgslen steg blev kortene billigere at producere, og nye trykmetoder blev opfundet, der gjorde det muligt at tilpasse det lille kort nøjagtigt til virksomhedens eller kundens behov og ønsker. I dag kan du sidde hjemme ved skrivebordet og printe dine egne plastkort på en maskine, der ikke fylder mere end en (lille) skotøjsæske.

De mange nye muligheder satte kreative hjerner i sving. En eller anden - vi ved ikke hvem - blev den første til at bruge plastkort som prisskilte. Fordelene er indlysende: De er holdbare, hygiejniske, billige, ensartede, pæne og læselige. Og de fås i så mange farver at enhver butik kan finde noget, der spiller sammen med interiør eller logo. De fleste har også konstateret at plastkort-skilte giver det visuelle indtryk et løft. Det ser simpelthen mere eksklusivt og stilfuldt ud.

Andre populære anvendelser for plastkort er som medlemskort, gave- eller rabatkort, adgangskort, ID-kort, medarbejderkort, studiekort, lånerkort, ja stort set alt hvad man kan sætte ordet "kort" efter (muligvis undtaget "land").

Samtidig er både de kreative muligheder og sikkerheden i top. Plastkort fås med flere forskellige typer chips og magnetstriber, der kan kodes individuelt. Og der er så godt som ingen alternativer, der kan konkurrere på prisen. Der er simpelthen bare mange gode grunde til at vælge plastkort, og ikke ret mange til at lade være.

RD Data lagerfører et bredt sortiment i standard plastkort i 18 forskellige farver, du finder også kort med HiCo magnetstribe i de mest anvendte farver.

Kort med chip finder du også under plastkort. Vi har RFID-kort EM4200, Mifare S50 samt specielle chipkort som kort med Saltoformatering, kort med op til 3 forskellige datamedier m.fl.

Har du brug for chipkort med print, kan en Evolis plastkortprinter løse opgaven, fra monokrom print til 4-farvet retransferprint med en opløsning på på op til 600 dpi.

Er det større antal kort, eller ønsker du fortrykte kort, du selv kan tiltrykke med variable data, kan vi levere chipkortene med 4-farvet offsettryk til yderst favorable priser.

Kontakt RD Data og få et uforbindende tilbud, ingen opgave er for lille og ingen er for stor.

Se vores store udvalg i webshoppen.